Velkommen til Ungdomsbyen

Sæson 2011 - 12 har været rigtig god i Ungdomsbyen. Kort efter sommerferien i 2011 kunne tre af fire nyudviklede kurser om sundhed i TrivselsTanken melde "fully booked". Det samme skete lidt senere på året for kurserne "Fat om Finanserne" i PengeTanken og de konflikthåndterende kurser for tre forskellige aldersgrupper i Dialoghuset.
Flere kommuner har til deres elevråd aftalt en samlet "pakkeløsning" om Elevrådsboosteren.
Ungdomsbyens pædagogiske konsulenter har derudover været efterspurgt som oplægsholdere på konferencer, seminarer og har medvirket kurser for undervisere i hele landet.
Medborger.net, som Ungdomsbyen sammen med DPU og Institut for Menneskerettigheder er ansvarlig for, har nu opnået deltagelse af 51 skoler fordelt over hele Danmark. Netværket mødes virtuelt 24/7 og face2face to gange årligt.
Ungdomsbyen er fortsat national koordinator for UNESCOs ASP netværk med ca. 35 deltagende grundskoler, efterskoler og gymnasier over hele landet (unesco-asp.dk). Efter foregående års studierejser til Mellemøsten og et Youth Forum om Reviving World Heritage – for unge og lærere fra 9 arabiske lande og fra Danmark i Ungdomsbyen (Comfu.org) er de bilaterale samarbejder mellem de danske og arabiske skoler begyndt at folde sig ud.
Ungdomsbyen havde i 2011 tilstrækkelige tilmeldinger til at gennemføre to studierejser til Sydafrika, som også er med i programmet for den kommende sæson.
I skoleåret 2011 – 12 skoleår har godt 18.000 kursister prøvet et af vore godt 20 kursustilbud, som lærerne har kunnet booke på www.ungdomsbyen.dk. Vi glæder os til at møde dig på et af Ungdomsbyens kurser i 2012 – 13.
Vi håber at møde dig i nogle af Ungdomsbyen fysiske og virtuelle læringsrum. Gå til kursusoversigten
På gensyn i Ungdomsbyen
Poul Erik Christoffersen
Leder af Ungdomsbyen


